Nyhedsbrev december 2025

18 dec, 25

Redaktion: Jytte Beck og Bent Alminde

Indhold 

  • Fysisk modelforsøg af højvandsbeskyttelse på Bjørnsknude
  • Bidragsfordeling. Proces sættes på stand by.
  • Juelsminde Digelag indleder forhandlinger med grundejere om overtagelse af sten og anden privat kystbeskyttelse.
  • Invitation og program for borgermødet den 25.1.
  • Nyt fra DMI: Fremtidens havniveaustigning i Danmark.
  • Glædelig jul og godt nytår.

Fysisk modelforsøg af højvandsbeskyttelse på Bjørnsknude

Der er ikke tvivl om, at strækningen Bjørnsknude øst er mest udsat for bølgepåvirkning. Derfor er kravet til kystbeskyttelse af denne strækning lidt anderledes end på andre delstrækninger. Hedensted kommune har som bygherre i samråd med digelag og rådgiver besluttet, at der skal laves fysiske modelforsøg på denne strækning.

Det betyder, at der i et stort bassin opbygges en model af højvandsbeskyttelsen, der efterfølgende kan udsættes for forskellige bølgepåvirkninger.

Hensigten er at få afprøvet teorierne i praksis.

Model i forbindelse med udbygning af Hirtshals Havn (Ålborg Universitet)

Kan vi evt. mindske højde og længde på kystbeskyttelsen – eller skal den være højere og/eller længere?

Kan vi evt. overføre ny viden til andre delstrækninger?

Bassin til modelforsøg (Wallingford)

Disse modelforsøg kan laves på Ålborg Universitet og hos Wallingford i England. Vi har valgt, at Bjørnsknudemodellen opbygges i England, idet man her alt i alt var billigst. Her råder man over flere bassiner i størrelse 25 X 32 m og opefter.

Forsøgene gennemføres lige nu og hen over nytåret.

Bent Alminde

Bidragsfordeling. Proces sættes på pause

Juelsminde Digelag og Hedensted kommune har sat processen med forslag til bidragsmodel på pause. Det skyldes, at regeringen har nedsat en ekspertgruppe, der skal komme med forslag til en bidragsmodel, der skal gælde for fremtidige projekter til kystbeskyttelse. Begrundelsen er, at alt for mange projekter går i stå – og i nogle tilfælde opgives, fordi bidragsmodeller i stort omfang bliver påklaget.

Fra kommissoriet

Klimaforandringerne medfører et stigende havniveau og mere ekstremt vejr, hvilket vil indebære hyppigere og voldsommere stormfloder i fremtiden. På landsplan skønnes en nuværende 100-årshændelse at ske ca. hver tredje år i år 2100. Stormfloder medfører store skadesomkostninger for både boligejere, erhverv og kommuner. I 2013 udgjorde stormen Bodil fx en markant stormflodshændelse med betydelige skader og oversvømmelse i mere end 3.000 ejendomme. Der skal investeres betydeligt mere i kystbeskyttelse, hvis Danmark skal sikres tilstrækkeligt mod den stigende oversvømmelsesfare i fremtiden. Regeringen vil være på forkant af denne udvikling, så borgere og virksomheder nær kysten får større tryghed.

Ekspertgruppen skal udarbejde en model for lodsejerbidrag, der er i overensstemmelse med nytteprincippet, således at borgere, erhverv, offentlige myndigheder og infrastrukturejere mv. (herefter: lodsejere), som har nytte af kystbeskyttelsen, bidrager til finansieringen.

Kommunerne har i dag vide rammer for at opkræve et helt eller delvist finansieringsbidrag for kollektive kystbeskyttelsesprojekter ud fra lodsejernes økonomiske nytte af beskyttelsen – fx undgåede skader. I dag er det ofte ikke transparent for lodsejere, hvordan kommunerne er kommet frem til en konkret fordeling af bidrag mellem lodsejere, og der er forskelle på fordelingsmetoden mellem kommunerne. Bidragsfordelingerne påklages ofte med henvisning til uklare fordelingsprincipper, og klagerne har opsættende virkning, hvilket forsinker kystbeskyttelsen.

Ekspertgruppen får til opgave at foreslå klare og enkle rammer for fastlæggelsen af bidragsfordelingerne mhp. en ensartet og fastlagt praksis for fordelingen, hvilket vil kunne øge tempoet i kystbeskyttelsen og reducere omfanget af klager.

Ekspertgruppe og følgegruppe

Ekspertgruppen består af tidligere overvismand, Torben M. Andersen (formand), Ole Fryd og Helle Tegner fra KU samt direktør Michael Slot, Vejle kommune og direktør Rikke Berg, Svendborg kommune.

Der er tillige nedsat en følgegruppe, som består af repræsentanter fra: Dansk Erhverv, Dansk Industri, Danva, KL og Landsforeningen for Digelag (Bent Alminde).

På startworkshoppen, der fandt sted i Miljøministeriet den 5.12., skulle jeg fremlægge Juelsminde Digelags forslag til bidragsmodel. Den indgår således i det videre arbejde i ekspertgruppen. Ekspertgruppen skal komme med et forslag til bidragsmodel inden sommerferien.

Bent Alminde

Juelsminde Digelag indleder forhandlinger med grundejere om overtagelse af sten og anden privat kystbeskyttelse

I Juelsminde Digelags vedtægter står:

2.2Laget skal forhandle med Landvindingslaget Søkjær om overtagelse af Søkjærs anlæg og opgaver.
2.3Laget skal forhandle med andre medlemmer, der ejer kyst/højvandssikring om overtagelse af anlæg og vedligeholdelse.
2.4Forhandlingsresultater skal godkendes af Hedensted Kommune og forelægges på generalforsamling sammen med konsekvensrettelser af vedtægterne.  

Juelsminde Digelag vil derfor i det nye år indlede forhandlinger med de grundejere, der ejer anlæg til kyst/højvandssikring om overtagelse af anlæggene. Overtagelsestidspunktet vil være, når anlægsarbejdet påbegyndes (efterår 2027).

Bent Alminde

Program for borgermødet den 25.1. kl. 14 i Juelsminde Hallerne

Invitation til borgermødet vil blive udsendt via e-boks til alle medlemmer.

Programmet for borgermødet:

  • Velkomst (Bent Alminde)
  • Gennemgang af forudsætninger (Niras)
  • Gennemgang af projektforslag, (Jesper Magnussen)
  • Tidsplan og Proces (Lars Mikkelsen)
  • Økonomi (Jesper Magnussen) 
    • Anlægsøkonomi
    • Ansøgning til kystpulje
  • Bidragsmodel – status (Peter Schmidt Hansen)
  • Evt.

Nyt fra DMI

Fremtidens havniveaustigning i Danmark. Læs her:

https://www.dmi.dk/fileadmin/NCKF/Rapporter/DMI_Pjece__Fremtidens_Havniveaustigninger_dec25.pdf

Glædelig jul og godt nytår!

Fra bestyrelsen ønsker vil alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig glædelig jul og et godt nytår.